boeuf bourguignon opskrift
Mad

Lækker boeuf bourguignon

24. marts 2023
Af: Susanne Palmqvist
Foto: Henrik Freek
Her er en opskrift på boeuf bourguignon med lækker bagt mos. Kød, sauce og god rødvin er kogt sammen til en velsmagende simreret, der er perfekt til en kold dag.
4 personer
Tid i alt 3 t og 0 min

Det skal du bruge

  • 1 kg oksebov eller tykkam
  • 2 spsk. hvedemel
  • salt og friskkværnet peber
  • 2-3 skalotteløg eller 1 stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 gulerødder
  • 1 porre
  • 250 g tørsaltet bacon
  • 2 spsk. olie til stegning
  • 4 dl rødvin, f.eks. bourgogne
  • evt. 2 dl øl
  • 1-2 dl oksebouillon
  • 2 kviste frisk timian
  • 2 stilke persille

Grøntsagsfyld

  • 12 små snackgulerødder
  • 400 g små champignoner
  • 15 små skalotteløg
  • 15 g smør til stegning

Bagt mos

  • 1 kg kartofler til mos
  • 2-3 spsk. olivenolie
  • 1 æg
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 spsk. friskhakket persille
  • 8 kokotter eller små gryder

Sådan laver du boeuf bourguignon med bagt mos

  1. Skær først kødet i tern, og vend det i melet blandet med salt og peber.
  2. Snit så løg, hvidløg, gulerødder og porre.
  3. Skær baconen i strimler, og steg strimlerne i olie i en tykbundet gryde. Tag dem op.
  4. Brun kødet og tag det op.
  5. Fjern evt. lidt af fedtet, og steg så alle grøntsagerne.Tilsæt kød og bacon, og hæld vin og evt. øl over. Kog det hele i 5 minutter.
  6. Tilsæt så bouillon, krydderurter, salt og peber, og skru ned. Lad retten simre under låg i 1½-2 timer.
  7. Tag til sidst timian og persille op af gryden, og smag saucen til.

Grøntsagsfyld

  1. Rens først gulerødder og champignoner, og pil løgene.
  2. Kog gulerødderne i 4-5 minutter.
  3. Steg løg møre i smør ved svag varme.
  4. Steg så champignoner i 1-2 minutter.
  5. Vend al grøntsagsfyldet i retten lige før servering.

Bagt mos

  1. Skræl kartoflerne, og skær dem i tern.
  2. Kog dem først møre uden salt. og hæld vandet fra (gem lidt). Mos kartoflerne groft.
  3. Rør mosen blød med olie, æg, salt, peber, persille og lidt af vandet.
  4. Fordel så kartoffelmosen i 8 kokotter/små gryder, og dryp med olie.
  5. Bag dem i ovnen ved 200° i 20 minutter.

Tip: Vælg ikke alt for fint kød til retten. Når der er fedt på, så giver det en god smag ril retten.

Se flere opskrifter på dejlige gryderetter herunder:

Læs også