Mille-feuille (napoleonskage) med lakrids, citron og hindbær
6. april 2018
Af: Timm Vladimir
Foto: Columbus Leth
Du kender den måske bedst som napoleonskage, men uanset navnet smager den helt fabelagtigt. Her får du opskriften på mille-feuille med lakrids, citron og hindbær
12 min6 personer
Tid i alt 42 min
DET SKAL DU BRUGE
1 rulle butterdej
2 spsk. flormelis
LAKRIDSCREME
1 æggeblomme
15 g majsstivelse, f.eks. Maizena
1 spsk. sukker
1 spsk. lakridspulver
2 dl piskefløde
TIL SERVERING
1 dl lemoncurd
200 g hindbær
2 spsk. flormelis
2 sprøjteposer med stjernetylle
Opskrift - sådan laver du mille-feuille (napoleonskage) med lakrids, citron og hindbær
1. Tænd ovnen på 200°. Skær butterdejen i 9 rektangler. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir, prik dem med en gaffel, og sigt flormelis over. Bag dem i ovnen i ca. 12 minutter, til de er gyldne. 2. LAKRIDSCREME: Rør æggeblommen sammen med majsstivelse, sukker og lakridspulver i en skål. Bring fløden i kog, og hæld den i skålen under piskning. Hæld blandingen tilbage i gryden, og lad den simre let, til den tykner. Hæld cremen over i en ren skål, dæk den med husholdningsfilm, og sæt den på køl. 3. SERVERING: Pisk den kolde lakridscreme igennem, og fyld den i sprøjtepose. Fyld lemoncurd i den anden sprøjtepose. Fyld hullet i hindbærrene op med lemoncurd. Skær butterdejsskiverne over på midten, så der er 18 i alt. Sæt toppe af lakridscreme og hindbær på 12 af dem, og sæt dem oven på hinanden 2 og 2. Afslut med de resterende 6 butterdejsplader som låg. Sigt en smule flormelis over til sidst. PRØV OGSÅ: Napoleonskage med vaniljecreme og rabarberkompot