Rødspættefileter med bacon og rejer rørt i smør. Måske ikke kombinationer, du selv havde fundet på, men når du først smager denne friske og sprøde sag, bliver du glad helt ind i hjertet. Her får du opskriften på rødspætteruller med rejesmør
4 personer
Tid i alt 30 min
DET SKAL DU BRUGE
300 g grønlandske pil selv-rejer
2 spsk. finthakket frisk dild plus lidt til pynt
1/4 skalotteløg
80 g blødt smør
2 spsk. piskefløde
salt og peber
600 g nye kartofler
1 porre
8 rødspættefileter
8 skiver bacon
Opskrift - Sådan laver du rødspætteruller med rejesmør
Pil rejerne. Skyl og hak dild fint, pil løg, og riv det fint. Du skal bruge i alt 1. tsk. revet løg. Blend 50 g rejer, og vend dem sammen med blødt smør, fløde, dild, revet skalotteløg og salt.
Gnub kartoflerne, og kog dem møre i letsaltet vand. Rens porren, skær top og bund fra, og løsn 8 porreblade (damp dem evt. over kartoffelvandet).
Dup rødspættefileterne tørre med køkkenrulle. Smør fileternes underside med halvdelen af rejesmørret og drys med salt og peber. Stil resten af rejesmørret på køl.
Rul fileterne sammen med smørret indvendigt, og vikl et porreblad om hver rødspætterulle. Sno en skive bacon om hver rulle, og steg dem på panden eller i ovnen, til baconen bliver sprød og fisken gennemstegt.
Servér fiskerullerne med lune kartofler, rejer og rørt rejesmør. Pynt med dild, salt og peber.
Madplaner til hverdagen
Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.