romkugler med daim
Mad

Romkugler med knust Daim

21. februar 2022
Af: Mad & Bolig
Romkugler laves på basis af en skærekage. Her bages kagen fra bunden, men du kan sagtens bruge en rest kage fra fryseren. Her får du opskriften på romkugler med knust Daim
15 stk

DET SKAL DU BRUGE

  • 130 g smør
  • 2 æg
  • 240 g sukker
  • korn af ½ vaniljestang
  • 100 g hvedemel
  • 40 g kakao
  • ½ tsk. bagepulver
  • en lille bradepande, ca. 15 x 20 cm

TIL ROMKUGLEMASSE

  • 40 g blødt smør
  • 2 spsk. hindbærsyltetøj
  • 2 spsk. romessens

PYNT

  • 150 g mørk chokolade
  • 80 g Daim (ca. 3 stykker)
  • evt. 3 spsk. frysetørret hindbærpulver

1. Tænd ovnen på 170°. Beklæd en bradepande med bagepapir. Smelt smør ved svag varme, og afkøl. Pisk æg og sukker lyst og luftigt med en elpisker. Rør smør og vaniljekorn. Sigt mel, kakao og bagepulver i æggemassen, og vend det sammen. Fordel dejen i bradepanden, og bag kagen i ovnen i 20-25 minutter – den må gerne være lidt fugtig. Afkøl kagen.

2. TIL ROMKUGLEMASSE: Smuldr kagen, og rør krummerne sammen med smør, syltetøj og romessens. Tril kugler af massen. Sæt på køl.

3. PYNT: Smelt chokoladen over vandbad, dyp romkuglerne i chokoladen, og tril straks i hakket Daim. Drys evt. med hindbærpulver. Sæt romkuglerne på bagepapir, til chokoladen er størknet.

PRØV OGSÅ: Marengsbund med chokoladefyld og Daim

Læs mere om:

Læs også