Brev til Renée: Jeg får aldrig lov til at passe mit barnebarn. Men det gør min søns papmor

Kære Renée

Jeg blev skilt fra min eksmand for 25 år siden. Han behandlede mig ikke godt, og vores ægteskab sled på mig psykisk.

Sammen fik vi to sønner, som er født med 10 års mellemrum. Den ældste var 12, da vi blev skilt, og han valgte selv, at han ville bo hos sin far, selvom han blev slået dagligt, indtil han kom på efterskole.

Det var hårdt for både mig og hans lillebror, men jeg turde ikke gøre noget af frygt for min eksmand.

Jeg blev gift igen og har en datter med min nye mand. Min eksmand har også fået en ny familie.

Med årene fik min ældste søn og jeg et bedre forhold, indtil han døde af et hjertestop for to år siden. Ved begravelsen holdt hans papmor en tale, hvor hun kaldte ham VORES søn med min eksmand ved sin side.

Et par måneder efter fik min yngste søn og hans kæreste så en datter. Mit første barnebarn, som min eksmands kone på de sociale medier også kalder for SIT barnebarn.

På Facebook kan jeg se, at de tager på ferier sammen, og at hun får lov til at passe hende.

Jeg er aldrig blevet spurgt, om jeg vil passe. Min søn kommer med undskyldninger, når jeg prøver at tale med ham om det, men jeg kan se, at hans kæreste har blokeret mig på alle sociale medier.

Hun og jeg har aldrig snakket sammen, og jeg tror, min søn føler sig klemt.

Jeg har også forsøgt at skrive en pæn besked til papmoren og spurgt hende, hvordan hun ville have det, hvis en anden kaldte hendes børn og børnebørn for sine. Hun svarede aldrig.

Skal jeg bare erkende, at jeg ikke er ønsket i deres liv? Jeg synes, det er synd for både mig, mit barnebarn og også min datter, som er blevet faster.

Kærlig hilsen

En fortvivlet farmor

Kære fortvivlede farmor

Det må være uendelig hårdt at opleve sig skubbet væk og ikke få lov til at komme tæt på sit barnebarn.

Det må også have været dybt ulykkeligt for dig, ja for jer alle sammen, at miste din ældste søn.

Jeg tror, det må være det sværeste, der overhovedet kan overgå en forælder, at miste et barn.

Nu står du så her, meget er sket, og det, der generer dig, er, at dit mellemste barn ser ud til at vælge at være mere hos din eksmands familie end sammen med dig.

Det finder du enormt sårende og måske også uretfærdigt, når man tænker på, hvordan du beskriver din eksmands opførsel over for både dig og hans bror.

Problemet med at anskue det som uretfærdigt er, at det ikke er konstruktivt. Livet er ikke og har aldrig været retfærdigt.

Du har i dit brev meget fokus på din mands nye kone og den måde, hun kalder sig mor og farmor på. Det er ikke, fordi jeg ikke forstår, at det er sårende for dig.

Men jeg tænker, at det, der kunne hjælpe dig i den her situation, var at begynde at arbejde med at give slip på, hvad hun gør og siger, eller hvordan hun opfører sig på de sociale medier.

Istedet kan du trække energien hjem til dig selv. Altså stop med at koncentrere dig om hende og hendes liv, og find i stedet ud af, hvordan du på en eller anden måde kan begynde at skabe noget for dig selv sammen med din søn og dit barnebarn.

Jeg kan læse i dit brev, at du konfronterer din søn med dine følelser, og at han er afvisende over for det, når du nævner det.

Jeg forestiller mig, at det måske irriterer ham, at du hele tiden taler om papmor, og at du har den følelse af at blive uretfærdig behandlet?

Måske har han svært ved at ændre situationen med sin far og papmor af alle mulige grunde, og derfor bliver det svært at være sammen med dig, fordi du på en måde tvinger ham til at forholde sig til det?

Jeg ved ikke om det er rigtigt, men det var den tanke, jeg fik.

Min anbefaling skal være, at du laver en aftale med dig selv om, at selvom du har de følelser, du har (dem kan man jo ikke bare få til at gå væk), så vil du fra nu af forsøge at lade være med at dele dem med din søn.

Han behøver ikke blive involveret i, det du oplever omkring hans far og papmor. Og så inviterer du til middag, på weekend eller noget andet, hvor dit fokus er på, at I skal have det hyggeligt.

Hvis du ikke kommer igennem med invitationen med det samme, så prøver du bare igen og igen, indtil det lykkes.

Der må IKKE være nogen bebrejdelser eller nogen klager over, at du ikke ser dem så ofte. Hverken når du inviterer, eller når og hvis det endelig lykkes dig at få dem på besøg.

Istedet skal du fokusere på at være glad for, at du er sammen med dem lige nu. Det skal du give udtryk for, så din søn ved, du sætter pris på deres selskab og bare ønsker, at I kan være sammen og have det hyggeligt med hinanden.

Jeg tror, det må være vejen frem at forsøge at være positiv og give udtryk for det.

Og så må du sørge for, at det er vildt hyggeligt, når I så endelig er sammen med god mad og snak, der ikke er anklagende eller på nogen måde nævner hans far og papmor.

Hvis din søn og din svigerdatter oplever, at det er hyggeligt at være hos dig, tænker jeg, de vil få lyst til at komme igen.

Jeg håber, den strategi vil kunne få dig lidt tættere på din søn og dit barnebarn.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.