frikadeller
Mad

Frikadeller med sprøde kartofler og vintersalat

21. marts 2022
Af: Marie Melchior
Foto: Line Falck
Kogte kartofler bliver lidt kedelige i længden, men sprøde, ovnstegte kartofler er den rene hverdagsluksus. Her får du opskriften på frikadeller med sprøde kartofler og vintersalat
35 min4 personer
Tid i alt 1 t og 5 min

DET SKAL DU BRUGE TIL FRIKADELLER

  • 1 kg hakket kalv og flæsk
  • 1 løg
  • 1 bundt citrontimian
  • salt og friskkværnet peber
  • 4 æg
  • 2 dl havregryn
  • 3 dl mælk
  • 1 spsk. smør + 1 spsk. olivenolie til stegning

SPRØDE KARTOFLER

  • 1 kg kartofler
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 spsk. olivenolie

VINTERSALAT

  • 100 g rucola
  • 1 fennikel
  • 2 æbler
  • 1 bundt brøndkarse
  • 1 spsk. æbleeddike
  • 4 spsk. olivenolie
  • salt og friskkværnet peber

Opskrift - sådan laver du frikadeller med sprøde kartofler og vintersalat

1. Sprøde kartofler: Tænd ovnen på 200°. Skræl kartoflerne; skær dem i små stave, og fordel dem på en bageplade med bagepapir. Krydr kartoflerne med salt og peber, dryp med olie, og steg dem i ovnen i ca. 35 minutter, til de er sprøde.

2. Frikadeller: Læg det hakkede kød i en skål. Pil løget, og riv det på et rivejern. Hak citrontimian helt fint. Rør løg, citrontimian, salt og peber sammen med kødet. Rør æggene i, 1 ad gangen, rør havregryn og mælk i, og lad farsen hvile i 10 minutter på køl.

Form farsen til frikadeller, og steg dem i smør og olie på en pande i 3-4 minutter på hver side.

3. Vintersalat: Skyl rucola. Rens fenniklen, og snit den fint, gerne på et mandolinjern. Skyl æblerne; halvér dem, fjern kernehuset, og skær dem i tynde både. Bland rucola, fennikel og æbler med plukket brødkarse. Dryp salaten med eddike og olie, og krydr med salt og peber. Servér som tilbehør til frikadeller og kartofler.

Læs også