Opskrift på fillodejstarteletter med hønsekødsfyld og salat
Mad

Fillodejstarteletter med hønsekødsfyld og salat

28. november 2019
Af: Emma Martiny
Foto: Winnie Methmann
Lav selv sprøde tarteletter af fillodej, der er et lidt lettere alternativ til de færdigkøbte. Fyldet er dog lige så klassisk, som det plejer at være. Her får du opskriften på fillodejstarteletter med hønsekødsfyld og salat.
50 min4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 4 ark fillodej
  • 2 spsk. Olivenolie
  • 1 fast muffinform af metal med 12 huller

Hønsekødsfyld:

  • 4 kyllingebrystfileter
  • 1 l hønsebouillon
  • 20 g smør
  • 2 spsk. Hvedemel
  • 2 dl piskefløde
  • ½ citron
  • 1 dåse aspargessnitter
  • Salt og peber
  • 1 håndfuld bredbladet persille

Grøn salat:

  • 1 hovedsalat
  • 1 æble
  • 2 spsk. Olivenolie
  • 1 spsk. Hvidvinseddike
  • Salt og peber

Opskrift – sådan laver du fillodejstarteletter med hønsekødsfyld og salat

  1. Tænd ovnen på 180°. Fold fillodejen ud, og del hvert ark i 6 lige store stykker. Pensl hvert stykke med olie. Læg dernæst stykkerne sammen 2 og 2, så de danner en stjerne. Læg forsigtigt hver ”fillodejsstjerne” i en fast muffinform af metal, så du får 12 tarteletter. Bag dem i ovnen i ca. 7 minutter, til de er gyldne og sprøde
  2. Hønsekødsfyld: Læg kyllingefileterne i kogende bouillon i en gryde, så væden dækker kyllingen. Lad det simre svagt under låg i 15 minutter. Sluk for varmen, og lad gryden stå i 10 minutter. Tag kødet op, og gem 3 dl bouillon. Riv kyllingekødet i mindre stykker med 2 gafler.
  3. Smelt smør i en gryde, og rør mel i. Tilsæt bouillon en smule ad gangen under omrøring. Rør fløde i gryden, og smag til med citronsaft. Dræn aspargessnitterne fra dåsen, og hæld dem i gryden sammen med trevlet kyllingekød. Lad fyldet simre i 5 minutter, inden det smages til med salt og peber og fyldes i tarteletterne.
  4. Grøn salat: Skyl og pluk salaten. Skyl æblet, og skær det i papirstynde både. Vend salat og æble med olie, eddike, salt og peber.
  5. Servering: Fordel hønsekødsfyldet i tarteletterne, og pynt med persille. Servér med grøn salat som tilbehør.

Madplaner til hverdagen

Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_1.png

Læs også