1. KRYDDERSTEGTE KARTOFLER: Tænd ovnen på 200°. Skyl kartoflerne, og skær dem i både. Læg dem på bagepapir i en bradepande, og vend dem med herbes de Provence, salt og olivenolie. Bag dem i ovnen i ca. 25 minutter, til de er møre og gyldne.
2. Krydr kyllingekødet med salt, peber og estragon. Brun kyllingestykkerne i 2 spsk. olie på en pande på alle sider, til de får farve. Læg kyllingestykkerne til side, og tør panden af. Pil og hak løg og hvidløg. Rens porrerne, og skær dem i tynde skiver. Svits løg og hvidløg i 2 spsk. olie i en stor gryde i et par minutter. Tilsæt porrer, og steg videre et par minutter. Læg kyllingestykkerne i gryden, og tilsæt hvidvin. Lad alkoholen fordampe i et par minutter. Tilsæt fond eller bouillon, fløde og sennep. Læg låg på gryden, og lad retten simre i 25 minutter. Rens champignonerne, og skær dem i skiver. Skyl og hak estragon. Opvarm 1 spsk. olivenolie på panden. Brun svampene ved høj varme i 5-6 minutter. Rør ikke for meget på panden, ryst den i stedet, så svampene ikke afgiver for meget vand. Vend de stegte svampe i kyllingegryden sammen med hakket estragon. Smag saucen til med citronsaft. Servér med krydderstegte kartofler.