Nyd en fyldig salat med farverige tern af rodfrugter, linser og gedeost.Retten tager kun 20 minutter at forberede, resten klarer ovnen. Perfekt fredagsmad. Her får du opskriften på lun linsesalat med rodfrugter og gedeost
30 min4 personer
Tid i alt 50 min
DET SKAL DU BRUGE
1 kg rodfrugter, f.eks. gulerødder og pastinakker
2 spsk. olivenolie
2 tsk. tørret rosmarin
salt
3 dl tørrede belugalinser
6 dl grøntsagsbouillon
5 blade frisk grønkål
1 lille rødløg
180 g frisk gedeost i rulle
½ dl mandler
1 håndfuld frisk rosmarin
DRESSING
3 spsk. olivenolie
2 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. honning
1 tsk. dijonsennep
salt og friskkværnet peber
Opskrift - Sådan laver du lun linsesalat med rodfrugter og gedeost
Tænd ovnen på 200°. Skrub eller skræl rodfrugterne, og skær dem i tern. Vend dem i olivenolie, rosmarin og salt på en bageplade beklædt med bagepapir, og bag dem i ovnen i 25 minutter, til de er flot gyldne.
Kog belugalinserne i grøntsagsbouillon i ca. 20 minutter, til de er møre.
DRESSING: Pisk alle ingredienserne sammen.
Skyl grønkålen, og riv bladene af stilkene. Massér dressingen ind i grønkålsbladene i en skål, til de bliver bløde.
Pil rødløget, og skær det i meget tynde både. Vend rødløg, linser og rodfrugter i salaten, og fordel salaten på et fad.
Skær gedeosten i skiver, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Hak mandlerne groft, og drys dem over gedeosten. Sæt bagepladen i ovnen i 5 minutter, til osten er gylden.
Flyt den bagte gedeost og mandlerne over på salatfadet med en spatel, drys med friskhakket rosmarin, og servér straks.
Madplaner til hverdagen
Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.