Madpandekager
Mad

Madpandekager (Grundopskrift)

13. juni 2012
Af: Susanne Palmqvist
Foto: Anders Schønnemann
Her får du en enkel grundopskrift på madpandekager, hvor du kan variere melet, så smag og struktur bliver forskellig. Nybagte pandekager med syltetøj er noget af det bedste på en regnvåd dag. Men de kan også fyldes med lækre ting og spises til frokost eller aften.

INGREDIENSER

  • 100 g mel (hvede-, grahams-, kikærte- eller fuldkornsboghvedemel)
  • 1 nip salt
  • 3 æg
  • ca. 2½ dl mælk (sød-, let- eller minimælk)
  • 1-2 spsk. olie

Madpandekager - sådan gør du

  1. Pisk mel, salt, æg og mælk sammen med en elpisker. Rør olien i, og lad dejen stå ½-1 time.
  2. Rør den igennem. Er den meget tyk, så rør lidt mere mælk i, ellers er det svært at få lavet tynde madpandekager.
  3. Kom lidt olie på panden til de 2 første, ellers er det ikke nødvendigt, især ikke med slip let-pande.
  4. Hæld dejen langsomt på, mens du vipper panden rundt. Kommer der små huller i dine madpandekager kan de "lappes" med dej.

PRØV OGSÅ: Madpandekager med kylling og spinat

Madpandekager er en rigtig dejlig spise og er et rigtigt godt alternativ til f.eks. pizzabrød. Grundet formen og tykkelsen er det meget nemmere at putte fyld i og samtidigt kunne fordele alt fyldet ud i hele pandekagen, i modsætning til pizzabrød hvor man får det hele i lag. Det er dejligt nemt at lave madpandekager og det er kun fantasien som sætter grænser når det kommer til at finde lækkert fyld til sine madpandekager.

TIP: Bager du madpandekager (eller normale pandekager) tit, kan det betale sig at investere i en god pandekagepande med meget lav kant og god slip let-belægning.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_1.png

Læs mere om:

Læs også