Frikadeller og vintersalat med kikærter, appelsin og granatæblekerner
5. december 2019
Af: Camilla Biesbjerg Markussen
Foto: Columbus Leth
Det gælder om at få en masse vintervitaminer indenbords, før juleræset for alvor starter. Her får du opskriften på frikadeller og vintersalat med kikærter, appelsin og granatæblekerner.
45 min4 personer
DET SKAL DU BRUGE
500 g hakket svinekød
10 g salt
1 løg
2 æg
2 spsk. Sødmælk
2 spsk. Hvedemel
½ tsk. stødt allehånde
Peber
1 tsk. smør til stegning
1 spsk. olivenolie til stegning
Vintersalat:
1½ dl perlebyg
1 dåse kikærter
50 g rucola
2 appelsiner
1 rødløg
1 granatæble
Appelsindressing:
2 spsk. Olivenolie
1 spsk. friskpresset appelsinsaft
Salt og peber
Opskrift – sådan laver du frikadeller og vintersalat med kikærter, appelsin og granatæblekerner
Rør det hakkede kød sejt med salt. Pil løget, og riv det direkte ned i skålen til kødet. Tilsæt æg, mælk, mel, allehånde og peber, og rør farsen sammen. Lad farsen hvile i 15 minutter. Form farsen til frikadeller, og steg dem på en varm pande med smør og olie, til de er gyldne og gennemstegte.
Vintersalat: Kog perlebyg efter anvisningen på emballagen. Skyl og afdryp kikærter. Skyl og tør rucolasalat. Skræl appelsiner, og skær dem i skiver. Pil rødløg, og skær det i tynde skiver. Halvér granatæblet, og bank kernerne ud med bagsiden af en ske. Bland det hele sammen på et fad.
Appelsindressing: Rør olivenolie og appelsinsaft sammen, og krydr med salt og peber. Dryp dressingen over salaten. Servér frikadellerne med salaten til.
Madplaner til hverdagen
Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.