Det er lidt af et arbejde at rense og skrubbe jordskokker, men det er hele besværet værd, når du smager den dejlige, varme suppe. Her får du opskriften på jordskokkesuppe med torsk, kørvel og pancetta.
1 t og 5 min4 personer
DET SKAL DU BRUGE
1 løg
500 g jordskokker
500 g kartofler
1 spsk. smør til stegning
1,2 l grøntsagsbouillon
1 dl piskefløde
1 spsk. Æbleeddike
Salt og peber
Torsk og pancetta:
150 g pancetta i skiver
400 g torskefilet
Salt og peber
Til servering:
1 potte kørvel
1 groft brød
Opskrift – sådan laver du jordskokkesuppe med torsk, kørvel og pancetta
Torsk og pancetta: Tænd ovnen på 180°. Læg pancettaskiverne i den ene side på en bageplade beklædt med bagepapir. Skær torskefileten i mindre stykker, og læg dem i et smurt ovnfad. Sæt fadet med torsk på bagepladen ved siden af pancettaskiverne, og steg det hele i ovnen i 15-20 minutter, til panettaen er sprød, og fisken er gennemtilberedt. Afdryp pancetta på fedtsugende papir.
Pil løget, og hak det fint. Rens og skrub jordskokkerne. Skræl kartoflerne, og skær kartofler og jordskokker i mindre tern. Steg grøntsagerne i smør i 3-4 minutter i en gryde. Tilsæt bouillon, og bring suppen i kog. Lad suppen småkoge i 20 minutter, til grøntsagerne er helt møre. Tilsæt fløde, og blend suppen glat med en stavblender. Justér evt. konsistensen med lidt vand, hvis suppen er for tyk. Varm suppen igennem, og smag til med æbleeddike, salt og peber.
Servering: Fordel torskestykkerne i dybe tallerkener, og hæld suppen over. Pynt med frisk kørvel, og servér med sprød pancetta og groft brød.
Madplaner til hverdagen
Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.