Mørbrad er en rigtig fredagsspise. Servér med knuste kartofler, der bliver som sprøde, dekorative pomfritter. Her får du opskriften på pestofyldt mørbrad med knuste kartofler
30 min4 personer
Tid i alt 1 t og 0 min
Det skal du bruge
1 svinemørbrad
100 g bacon i skiver
1 dl grøn pesto
evt. kødsnor
lidt smør til stegning
Knuste kartofler
1 kg små kartofler
salt
2 spsk. olivenolie
1 håndfuld frisk timian
Salat
75 g rucola
1 spsk. olivenolie
1 spsk. balsamicoeddike
salt og friskkværnet peber
aïoli (evt. en rest fra onsdag)
Pestofyldt mørbrad med knuste kartofler
Mørbrad: Tænd ovnen på 175°. Puds mørbraden for sener, og skær forsigtigt en lomme ind i kødet på langs uden at skære helt igennem.
Læg baconskiver helt tæt på et skærebræt, og læg mørbraden i midten. Fyld mørbradslommen med pesto, og brug baconen til at lukke mørbraden sammen ved at folde skiverne omkring (brug evt. lidt kødsnor til at holde det hele sammen).
Steg mørbraden i smør på en pande, indtil den er flot gylden. Læg den på en bageplade beklædt med bagepapir, og steg den i ovnen i ca. 30 minutter – de sidste 5 minutter på ovnens grillfunktion.
Lad mørbraden hvile på køkkenbordet i 10 minutter.
Knuste Kartofler: Skrub kartoflerne, og kog dem i letsaltet vand, indtil de er akkurat møre. Læg de kogte kartofler på en bageplade beklædt med bagepapir. Hold rundt om skindet på kartoflerne, og tryk dem flade med en gaffel. Pensl de knuste kartofler med olie, drys med timian og salt, og bag dem gyldne i ovnen i ca. 30 minutter. Drys lidt ekstra timian over før servering.
Salat: Skyl og tør rucola. Dryp med olie og balsamico, og kværn salt og peber over. Servér sammen med knuste kartofler, aïoli og mørbrad skåret i skiver.