Hun elskede at lyve, da hun var barn. Hun løj faktisk hele tiden. Det var sådan, det startede

På en måde er det dagen derpå, da vi mødes denne forårsdag på Frederiksberg.

I hvert fald for Saynab Farah Dahir. Hun har netop sagt sit job gennem mere end 15 år op og dagen før sagt farvel til gode kollegaer på Brønshøj Bibliotek.

For første gang i sit liv er hun uden fast arbejde. Og hun leder ikke efter et nyt. Hun vil prioritere sine drømme og sin tid benhårdt. Nu virkede som det rigtige tidspunkt at gøre det på.

– Jeg har arbejdet mere end halvdelen af mit liv på biblioteket. Jeg har så mange ideer, og tiden bliver bare mere og mere knap. I stedet for at drømme om mere tid – som jo ikke bare kommer dumpende et eller andet sted fra – må man skabe tiden og prioritere den. Selv om jeg virkelig holder af biblioteket, var det tid til at komme videre, forklarer Saynab energisk.

Hun er en passioneret fortæller, og der går ikke mange minutter i hendes selskab, før man forstår, at man sidder over for en humørbombe, som smitter alle omkring sig med sin munterhed og evne til at grine ad sig selv, og som besidder et sjældent gåpåmod og tro på, at hvis bare hun klør på, vil hendes drømme blive til virkelighed.

Saynab Farah Dahirs navn er tonet frem adskillige steder de seneste år. I foråret 2021 debuterede hun som forfatter med “#Bucketlist”.

Bare et halvt år senere fulgte første bind i teen-serien “Det fede liv” og sidste år en opfølger. Og nu kan hun også kalde sig dramatiker, for hendes første forestilling, “Rebound”, får premiere på Mungo Park i slutningen af maj.

Det føles som “den vildeste cirkel” at sige farvel til biblioteket, fordi hun nu selv kan kalde sig forfatter. Hun var lige fyldt 13 år, da hun begyndte at arbejde der og hjælpe med at sætte bøger på plads.

I den læseglade teenagepige boblede forventningerne: Hun glædede sig til, at hendes egne bøger en dag ville stå på hylderne.

Jobbet fik hun, fordi hun ganske enkelt ikke kunne holde sig væk fra biblioteket. På Tingbjerg Skole, hvor hun gik, måtte man ikke forlade skolens område i frikvarterne, medmindre man var del af de ældste klasser.

– Men jeg gik ud alligevel. Jeg havde et godt forhold til mine lærere og klarede mig rigtig godt i skolen, så der var ikke nogen, der forventede, at jeg tog ud i frikvartererne.

– Men jeg sørgede for ikke at blive set og løb så ellers bare af sted til det nærmeste bibliotek. Det var der, jeg hang ud i alle de store frikvarterer.

– Og så kendte de mig jo, bibliotekarerne, og sagde på et tidspunkt: “Du er her jo hele tiden. Skal du ikke bare arbejde her?” Jeg tror, de mente det som en joke, men jeg tog det meget seriøst, som jeg gør med mange andre ting, og sagde: “Jo, det skal jeg. Hvordan gør vi det?” Vi blev enige om, at jeg kunne starte, når jeg var 13. Så det gjorde jeg, fortæller Saynab.

Fra da af arbejdede hun på Tingbjerg og Brønshøj Bibliotek. Hver uge.

Det blev hun ved med i 15 år i et job, der over årene gik fra at være et fritidsarbejde til en stilling som litteraturformidler. Hendes lærere opdagede aldrig hendes små eventyr i frikvartererne.

– Det var det, jeg gjorde, når jeg skulle lave noget helt vildt. Stak af til biblioteket, siger hun og griner højt af det, hun kalder sin “crime rider”-periode.

En rød tråd af selvværd

Som med meget andet i Saynab Farah Dahirs færd frem mod sine drømme, har vejen mod debuten som dramatiker været fuld af små sving og finurlige krumninger.

Som nyudklækket forfatter tog hun til et event på DR i håbet om at komme til at skrive til tv, men faldt i snak med en person, som også lavede teater – og som netop stod for at skulle invitere fem forfattere til en såkaldt reading på Mungo Park, hvor man med hjælp fra en skuespiller kan fremvise en smagsprøve på en tekst foran fremmødte branchefolk fra mange forskellige teatre.

– Det var en fed mulighed for at få lov at vise, hvad jeg kan. Det viste sig, at Mungo Park var interesseret i “Rebound”, og nu bliver den sat op, fortæller Saynab.

Forestillingen er en romantisk komedie og handler om en ung kvinde, som finder ud af, at hun har svært ved at få børn, og så bliver droppet af sin kæreste.

Hun har derfor travlt med at finde sig en rebound-fyr, som skal være far til hendes kommende børn.

Selv om forestilling og romaner rummer meget forskellige fortællinger, er det gået op for Saynab, at hendes historier har nogle fælles tråde.

“#Bucketlist” handler om Zola, som laver en liste med udfordringer, der skal gøre hende til en mere interessant person, og i “Det fede liv” møder vi 14-årige Sarah, der drømmer om at klippe sine deller af, for hvis bare hun var tynd, ville alt nok kunne lade sig gøre.

– Der er noget med selvværd og selvaccept, som går igen. At ens værdi ikke er afhængig af alle mulige variabler – om man er tyk eller tynd, om man kan få børn eller ej. Det, at man er til, er værdi i sig selv. Så der er en selvværdsrejse i alle de her historier, forklarer Saynab og indskyder, at hun foretrækker at fortælle alvorlige historier på en let måde.

– Nogle gange kan man være optaget af sit eget navlepilleri, men man skal huske at kigge op og se, at man ikke er den eneste, der tumler med de her ting. Hvis nogen føler sig set eller mindre alene med mine historier, har jeg ramt jackpot.

Det er det, kunst og kultur kan, mener hun. Skabe historier og rum, der giver en pause fra hverdagen. Hvor det er nemmere at tale om tingene, eller hvor man måske kan føle sig set.

Hendes teaterdebut præsenteres af Mungo Park også som en forestilling, der tager et “længe ventet opgør med, at den sorte kvinde altid er den søde veninde i rom-com-genren”, og nu får hovedrollen.

Saynab nikker genkendende til beskrivelsen, men mener ikke, at det skal være bærende i samtalen om hendes forfatterskab. For det er selve fortællingerne, der optager hende, både på teatret og med bøgerne.

Men, påpeger hun, det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at forsiderne på hendes bøger viser kvinder med mørk hud eller afrohår.

– Jeg har arbejdet på biblioteket i 15 år, og jeg kan sige, at det ikke er typiske forsider. De ser faktisk rigtig sjældent sådan ud. Personer på bogforsider ligner ofte hinanden, og når man så går ud i den virkelige verden, ser man, at vi ikke alle ligner hinanden.

Bred repræsentation er vigtig. Der er brug for kunstnerisk mangfoldighed med nye narrativer, hvor de mis- og underrepræsenterede er historiens omdrejningspunkt med en nuanceret identitet.

Derfor har de forsider været vigtige for mig. Jeg har været meget inde over dem, ligesom jeg har været inde over, hvilken type skuespiller jeg gerne ville have med i mit stykke, siger hun og påpeger, at det er afgørende at have nogle historier, hvor folk tilfældigvis er det ene eller andet, uden at det er det er selve historien.

– Jeg tror, at man fra en ret tidlig alder bliver bevidst om det, når man læser bøger og ser film, hvis ingen ligner én. Jeg har altid tænkt, at når jeg skrev en historie, skulle der være en hovedperson, som så ud på en anden måde.

– Det er vigtigt for alle, og jeg tror, at vi som samfund har godt af, at vores kunst og kultur afspejler det samfund, vi lever i, og det gør det altså ikke helt endnu, tilføjer hun.

Opdigtede historier og overspringshandlinger

Hun kan godt se, at det kan virke, som om det er gået hurtigt, når hun sidder der 28 år, med tre romaner, stribevis af noveller og en teaterforestilling under bæltet. Det er kun godt, for hun er utrolig utålmodig, konstaterer hun. Men som voksen er hun blevet god til at gøre noget ved sine drømme.

– Men det har jeg ikke altid været. Derfor føler jeg selv, at det har taget lang tid, siger hun.

Gennem årene har hun været til masser af foredrag og er altid blevet betaget af beretningerne om, hvorfor folk har valgt forfatterlivet som levevej.

– Det er næsten altid noget vildt smukt og rørende, som er lige til at tude over. Noget med, at det var i dem som en indre stemme. For mig startede det på en helt anden måde.

– Det handlede om, at jeg som lille elskede at lyve. Jeg løj hele tiden, forklarer hun, mens hendes skuldre vibrerer i et forsøg på at kvæle endnu et sprudlende grin.

Hun kunne lyve om hvad som helst. Forvandle kedelige og begivenhedsløse drømme fra nattens løb til dramatiske historier om at blive suget ind i paralleluniverser med storslåede oplevelser.

– Hver morgen dukkede jeg op med en eller anden fantastisk drøm til min mor. På et tidspunkt blev hun træt af det. Det kunne hun jo ikke sige til mig, så i stedet købte hun en masse notesbøger og sagde, at jeg skulle skrive drømmene ned.

– Når jeg havde fyldt en bog helt op, kunne vi læse den sammen, husker Saynab, som hurtigt fik fyldt notesbøgerne og begyndte at synes, at det var sjovt det med at skrive sine historier ned.

Gennem teenageårene voksede ideen om at blive forfatter. Hun startede den ene historie op efter den anden. Skrev og skrev og var sikker på, at det store gennembrud var lige om hjørnet, for kort efter at kassere teksten som det rene møg.

Støt og roligt voksede bunken af vragede historier. Det samme gjorde følelsen af, at hun aldrig kom tættere på at virkeliggøre sin drøm.

Hun holdt realitetstjek-samtaler med sig selv og indskærpede, at nu skulle hun gøre i hvert fald én historie færdig.

Huskede på at “lort jo også bliver til gødning” og formanede sig selv om, at hun i den ånd måtte redigere sine tekster bedre og færdige.

Men hun har altid været god til overspringshandlinger.

– Jeg havde ellers besluttet, at nu skulle jeg være færdig med “#Bucketlist”, så jeg kunne sende den til et forlag, og jeg var også i fuld gang. Men så surfede jeg lidt på nettet, som overspringshandlere jo gør, og så en novellekonkurrence på Gyldendal.

– På det her tidspunkt havde jeg 231 kladder i skuffen. Starten på 231 romaner, men ingen noveller.

– Jeg tog de første kapitler af nogle forskellige romaner og skrev, at det var uddrag, som jeg mente kunne stå som selvstændige noveller og sendte dem af sted, forklarer hun.

Et uddrag af “#Bucketlist” vandt konkurrencen, og Saynab blev inviteret til møde på forlaget. De ville gerne se mere fra hendes hånd, og hun tog hjem igen for at skrive “#Bucketlist” færdig.

– Det her var det tætteste, jeg nogensinde var kommet på min drøm. Men så surfede jeg på nettet … siger hun og klukker over sine evige overspringshandlinger.

– … og der så jeg, at Gyldendal havde endnu en konkurrence, hvor man kunne vinde 100.000 kr. for en kærlighedshistorie til tweens. Nu havde jeg en kontakt derinde og en aftale om noget, som jeg bare lige skulle skrive færdig, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at tænke på den konkurrence.

– Så jeg lagde “#Bucketlist” til side og kastede mig over den kærlighedshistorie, der endte med at blive til “Camp, kys og kaos”. Den vandt ikke, men de kunne godt lide den og ville gerne udgive den, fortæller hun.

På den måde endte hun med at udgive to romaner det år, hvor hun debuterede som forfatter. Og jo, griner hun, på en måde kan man godt sige, at moralen med det hele er, at hun arbejder bedst under pres. Men det viser også noget andet.

– Man siger altid, at balance er godt, men jeg har fundet ud af, at jeg faktisk ikke bryder mig om balance. Hvorfor skal man have god balance? For at undgå at falde. Men jeg er ikke bange for at falde. Jeg vil hellere spurte og falde og så rejse mig op igen og spurte videre. Det andet er jeg alt for utålmodig til, siger hun.

Bucketlisten og “Jeg skal vise dig”-listen

Som barn gik hun til Forfatterspirernes Skriveklub på biblioteket og tog alle skrivekurser, hun kunne komme i nærheden af.

I dag har hun en liste med alle sine mål, og hver dag handler om, hvordan hun kan komme dem et skridt nærmere. Og så underviser hun unge skrivespirer, der som hun selv drømmer om at skrive og udgive bøger.

Hun har ikke noget “bedste råd” til dem, for perfekte råd findes ikke.

– Det er superfedt at høre andre fortælle, hvordan de gør, og så lade sig inspirere af det. Men bare fordi den person gør sådan eller sådan, betyder det ikke, at det er den rigtige måde.

– Find din egen vej og stå ved, hvem du er. Og husk, at din værdi ikke er betinget af noget. Alt det andet er krymmel. Det er råd, der kan inspirere dig, men perfekte råd findes ikke. Det er “trial and error”.

– Du må finde den vej, der giver mening for dig, for du skal også turde gå ad den vej, siger Saynab Farah Dahir.

For ja, masser af mennesker har sagt til hende, at hun skal droppe det ene eller andet, fordi det nok aldrig bliver til noget. Men det rører hende ikke.

– Faktisk bliver jeg nok den der irriterende type, som får lidt ondt af dig, hvis du siger sådan, for det kommer jo et sted fra.

– Ofte er det folk, som selv har drømt om noget, der ikke lod sig gøre, og derfor føler, at de nu skal sige til alle andre, at så kan de heller ikke. Men hvorfor har man behov for at sige til mig, at jeg ikke kan have mine drømme? Det preller af på mig.

– Og hvis ikke det gør, giver det mig power. Så får jeg den der “nu skal jeg vise dig!”, siger hun og fylder igen rummet med sin smittende kluklatter og får det til at se legende let ud at forfølge sine drømme og tro på, at alt er muligt.

Mens hendes bucketliste er til ting, hun drømmer om, er hendes “jeg skal vise dig”-liste til folk, der prøver at holde hende nede.

– Den sidste giver altså også energi. Sådan en rigtig “watch me!”-energi, indskyder hun og understreger, at hun altid har sagt højt, hvad hun gerne vil, og altid har sagt, at hun vil det hele.

– Der tror jeg nogle gange, at folk tænker: “Fald nu lige lidt ned”, men jeg prøver at være min egen største fan. Jeg har masser af gode venner og familie, som jeg er tæt med, men det bedste er jo, at man kan heppe på sig selv, for man er den eneste, der er med hele vejen i tykt og tyndt, siger hun.

I dag har Saynab lært sig at få gjort sine ting færdige, men hun har stadig en umættelig sult efter at sætte nye skibe i søen.

Flere bogprojekter er i støbeskeen, og et par synopser til tv skal finpudses. Hun drømmer også om at lave mere teater.

– Jeg har altid været typen, der tror 100 procent på det, jeg vil, og jeg er aldrig i tvivl om, at det nok skal ske. Man er nødt til at selv at tro på det, for hvorfor ellers slide for det?

– Selvfølgelig er der nederlag, men så må man rejse sig igen og komme videre. Sådan har jeg altid haft det. Hvis noget er nederen, giver jeg mig selv lov til at være i det, men i morgen er en ny dag.

– Jeg vågner altid med følelsen af “ny dag, nye muligheder – hvad skal der ske i dag, hvad skal vi erobre?” siger hun og tilføjer:

– Det er med til, at jeg når mine drømme, tror jeg. Dét og så den store læringsproces med at få gjort tingene færdige. Det betød noget, at jeg knækkede den kode. For nogle gange bliver man også bare nødt til at sidde på sin flade og have lidt disciplin.

Interviewet blev udgivet i femina uge 21, 2023.