Hun har svaret på kvinders dilemmaer i feminas brevkasse i 16 år. Her er, hvad hun har lært

Det begynder ikke supergodt. Renée Toft Simonsen, 58, er næsten lige kommet hjem fra Malaga, hvor billederne til denne artikel også er taget, og hun er gået lidt i “skrivehule” i hjemmet i Aarhus C, så vi har aftalt at tale sammen over Teams.

Alt er klar, Renée træder tydeligt frem i både lyd og billede med briller, blød striktrøje og opsat hår ved skrivebordet foran en bugnende bogreol. Men … mit kamera virker ikke, så Renée kan kun høre mig.

Febrilsk prøver jeg at greje, hvad der er galt, da Renées velkendte, rolige stemme på klingende aarhusiansk lyder:

– Ingen stress, ingen stress. Du må virkelig ikke panikke over det, lov mig det. Det kunne lige så godt have været mig, det drillede hos … it could have been me.

Jeg når ret flov at fremstamme et “jo jo … tak for tålmodigheden”, mens jeg forbander, at der ikke er en it-nørd gemt i min lomme, og kæmper videre med at finde fejlen.

Renées stemme lyder igen: – Prøv at høre … Jeg sidder bare her og trækker vejret dybt ind, det er faktisk dejligt lige at have en rolig stund …

Minutterne går, sveden er begyndt at pible, vi kommer til at grine lidt, da Renée siger dét, der rammer hovedet på sømmet. Nogle ord, der på sin egen fineste vis cementerer, hvorfor så mange kvinder gennem årene har søgt hendes råd:

– Altså … Det er jo så typisk, sådan noget her, ikke? Du tænker, at der er styr på det, og “ih, hvor er jeg tjekket”, og så har du ikke styr på noget. Det er jo faktisk sådan, livet er, ikke?

– Det er egentlig en meget god læring, at vi tror, vi har overblikket, og så bliver der kastet noget ind fra sidelinjen, og så har vi slet ikke kontrol over tingene. Faktisk … så sidder jeg bare her på sidelinjen og oplever det – jeg oplever livet i sin kerne lige nu.

Renées stemme har fået et mildt skær. Det lyder næsten, som om hun klukler lidt, mens hun fortsætter med sin analyse af intet mindre end livet.

– Det sker SÅ ofte, at ting kommer bag på os, og det er jo, fordi der sker alt det uforudsete. Vi bruger HELE vores liv på at planlægge og give os selv noget tryghed i, at verden er forudsigelig, og hvis vi har nogle forventninger til noget, ja, så regner vi da med, at det er sådan, det bliver.

– Men det er jo i grunden sindssygt skørt, for det er så sjældent, at tingene bliver, som vi havde regnet med. HOLD KÆFT, hvor bruger vi meget tid på at tro det – og HOLD KÆFT, hvor bruger vi så også meget tid på det, når vi skal bearbejde, at det IKKE gik, som vi regnede med.

Renée får ret, planen må ændres. Så da vi, hvad der i journalistisk paniktid føles som en uendelighed, endelig kapitulerer og mødes “ansigt til ansigt” på Facetime i stedet, bliver vi enige om, at tingene jo godt kan løse sig. Også selv om de ikke blev, som vi havde regnet med.

Blødere med tiden

Det er svært ikke at lave en kobling fra Renées beroligende ord og forståelse af journalistens fadæse til alle de kvinder, hun gennem godt 16 år på samme vis har rådet, forstået og rummet i sin brevkasse i femina.

Tusindvis af breve, tusindvis af svar er det blevet til, siden den så dagens lys i en lidt anden form med flere spørgsmål og en ugentlig klumme til de seneste mange år at have været ét spørgsmål og et langt svar.

Ikke meget har ellers ændret sig i brevkasseuniverset. Det er de samme tilbagevendende problematikker, vi kvinder går og slås med.

Man kunne tro, at klimabekymringer og frygt for krige ude i verden også fyldte nu om dage, men nej. Relationer, relationer, relationer. Dét er den overordnede kategori, Renée gennem alle årene har modtaget breve om.

– Jeg har jo faktisk samlet, hvad der er et gedigent forskningsmateriale fra tusindvis af mennesker, geografisk spredt over hele landet og i alle samfundsgrupper.

– Jeg overvejede på et tidspunkt at skrive en bog om, hvad det så er, danske kvinder bekymrer sig om, og her kan jeg se, at det er parforhold, veninder, børn, vold, sex, misbrug, forældre og svigerforældre, der fylder, og i mindre grad selvværd og kropsfokus, fortæller Renée.

Indimellem har hun måttet bruge ekstra lang tænketid på et svar, lige drikke sig en kop kaffe eller tage ud at træne, mens andre svar har ligget mere til højrebenet. For eksempel hvis folk har ønsket at ændre andre mennesker.

– Så har mit svar lydt, at de bliver nødt til at kigge på sig selv. Vi kender den jo alle sammen: “Hvis DU bare lige gjorde sådan og sådan – så får JEG det meget bedre.” Men det går ikke, for vi er jo, som vi er.

– Accepten af, at der er noget, jeg ikke kan få – jeg ønsker mig det, men jeg kan ikke få det – den er enormt svær, og …

Døren går op, og en velkendt stemme lyder. Renees mand, Thomas Helmig, stikker hovedet ind – og Renée fortæller, at hun lige sidder i et interview … Han giver en hurtig melding og lukker døren.

– Nå, sorry … hvor kom jeg fra …? Jo, altså, dét, du HAR mulighed for at ændre, er dit ønske eller din realitetstænkning – altså dig selv. Du kan begynde at arbejde med, at du ønsker noget, du ikke kan få. Det er svært. Hvis vi har et behov, kan vi jo nærmest ikke stoppe det.

– Det er noget af det, jeg har samarbejdet med min lærer i meditation og healing Erik Mikkelsen om i 20 år, nemlig at være med noget og holde til, at tingene er, som de er. Inklusive at JEG er, som jeg er. At jeg har det, som jeg har det – og at det er o.k. at have det, som jeg har det.

– Med andre ord, at de følelser, der fylder, gerne må fylde. Det betyder ikke, at du bare må kaste dem i hovedet på andre, det betyder bare, at de er der – og det må de gerne være. Men – det er kompliceret, dét at ændre bare en smule ved sig selv.

– Prøv lige at sige: Jeg må aldrig mere spise chokolade. Sådan en lille ting kan vi jo ikke engang, så hvordan fanden vil du motivere andre til at ændre noget ved dem selv, fordi DU vil have det?

Selv gennem to lag iPhone-skærme er det tydeligt at se Renées faste blik. Men der anes i tillæg et skævt smil og en omsorgsfuld varme, for hun ved udmærket godt, at det sidste, brevskriverne har haft brug for, er et dunk i hovedet. Renée erkender dog, at den blidere tone ikke har været til stede hele tiden.

– Jeg har nogle gange læst i mine gamle svar, og tænkt: “Hmmm … okaaaaay? Var det SÅDAN, du svarede en kvinde, det var da lidt hårdt …”

– Jeg kan se, at der er sket en udvikling i min måde at anskue livet på. Jeg var mere firkantet for 16 år siden, jeg er blevet blødere med årene.

– Det er jo ikke mærkeligt, for brevkassen har båret præg af, hvem jeg er, og dét liv, jeg har levet, fortæller Renée, der altid har ladet et svar ligge natten over, så hun kunne se på det med friske øjne dagen efter og rette det igennem – måske omskrive det helt.

– Det har været vigtigt for mig at finde ud af, om det VAR det rigtige svar til lige det her menneske? For der sidder en person derude, der har skrevet tre lange sider til mig om noget, der bekymrer hende inderligt, så skulle jeg være lemfældig med svaret? Nej, det skal jeg virkelig ikke.

– Jeg har set det som en enorm tillidserklæring, at folk har skrevet til mig, og jeg har elsket kontakten med læserne. Og hvad jeg måske ikke fokuserede på i starten af brevkassen, var at kigge efter, om jeg fik sagt noget, der var kærligt? Fik jeg sagt til hende, at hun er noget værd? At hun skal passe på sig? At det er o.k., dét, hun har besluttet?

– Brevskriverne skulle føle, de fik et virtuelt kram. En holdning, jeg har haft fra starten, er dog, at “du skal tage, hvad du kan bruge af mit svar og lade resten ligge”.

Svarer jeg virkelig dét?

Det er ikke bare på feminas sider, at kontakten med læserne har udfoldet sig. Renée Toft Simonsen har også fået breve i brevkassen – af den både rosende og mere kritiske art – der har krævet en længere dialog bagom.

– Mange har skrevet søde ord til mig gennem årene, hvor jeg har kunnet mærke, at jeg gjorde en forskel. Bl.a. var der en kvinde, som jeg havde skrevet frem og tilbage med, som kom ud af et voldeligt forhold, hun skrev tak og inviterede mig til åbningen af sin lille butik her i Aarhus.

– Men jeg har også modtaget breve fra folk, der syntes, jeg har givet svar om noget, jeg ikke har forstand på, eller har været forudsigelig i mine svar.

Som eksempel på sidstnævnte fortæller Renée, at en kvinde for at stykke tid siden beskyldte hende for altid at råde folk til at blive i et parforhold. Kvinden mente dog absolut ikke, at dette altid var at foretrække.

– Det er jo superinteressant! Gør jeg virkelig dét? I stedet for bare at forkaste hendes påstand, som jeg nok ville have gjort tidligere i mit liv, så funderede jeg over dét, hun skrev, og gik i dialog med hende.

– Det blev jo nærmest en metadiskussion, for hun satte spørgsmålstegn ved terapeutens rolle, og så er det vigtigt, at jeg reflekterer over, hvorfor jeg mon svarer på denne måde?

– For ja, jeg har været i forhold med den samme i 27 år og har nok den opfattelse, at nissen flytter med – så hvorfor ikke bare blive, det bliver sgu nok ikke bedre i næste forhold. Noget andet er, at når jeg elsker, så elsker jeg, og jeg elsker virkelig min mand. Loyalitet er nok en af mine største værdier.

– Så jeg skrev til hende, at ja, det handlede om mig, men det handlede OGSÅ om hende, for hun har jo tydeligvis oplevet, at det har været bedst at gå, lyder det fra Renée, der gerne ville have denne korrespondance med, hvis hendes bog om brevkassen en dag blev aktuel.

Når Renée Toft Simonsen skal sætte nogle ord på, hvilken kvinde, der nu har skrevet “Kærlig hilsen Renée” for sidste gang i femina, i forhold til hende, der i sin tid skrev sit første svar, bliver der pludselig stille på linjen.

Stemmen bliver lidt lavere, ordene bliver udtalt med en særlig langsom velovervejethed og påpasselighed.

– Det er en kvinde, der er ca. 20 år ældre og klogere. En kvinde, der havde små børn, nu har hun børnebørn, det er også en stor forandring i livet.

– Altså, de er ikke mit ansvar, jeg skal bare give dem is og Kinder-mælkesnitter og tage dem med i svømmehallen, jeg skal ikke sørge for alt muligt praktisk.

Renée holder en lille pause.

– Det er en kvinde, hvis liv stoppede for godt et år siden, og som nu prøver at leve et nyt liv. Ja … hvis liv sluttede, og som skal finde en ny måde at være i verden på. Det er noget, der virkelig … noget, der forandrer dig fuldstændig som menneske.

– Jeg har det egentlig sådan, at vi mennesker i bund og grund forandrer os ganske ganske lidt, men der er alligevel nogle ting, der er sket … som forandrer alt.

Renée er også kommet frem til, hvad der i det daglige kan skabe en forandring. Af den gode slags.

– Det er at give et kram og sige, “du er famene god, du gør det godt”. Jeg er også bedre til at holde min kæft nu om dage og bare slippe nogle ting – let it go – også i ægteskabet.

– Med de op- og nedture, Thomas og jeg har haft, der tilmed har været offentlige, har tiden og erfaringen været med til, at jeg trækker mere på skuldrene, når han gør et eller andet.

For det er ikke bare i brevkassen, at Renée råder til at lade være med at prøve at ønske at ændre andre. Det er skam også en øvelse, hun kender fra eget liv.

– Før i tiden ville jeg tænke: “Har jeg VIRKELIG sagt det her i 27 år, og så gør han det stadig? Gider du lige … HAR jeg ikke opdraget dig godt nok, hvor lang tid skal det dog tage …?” Hele den der mølle ...

– Jeg vil ikke sige, jeg HELT er holdt op med det, men i dag tænker jeg nærmere: “Det er sådan, han er. Dét der kan du ikke lave om på, det må du lære at elske, eller i hvert fald acceptere, rumme og være med.”

Renée afbryder sig selv. Hun har nemlig tænkt over det med, at vi mennesker på den ene side udvikler os med tiden og erfaringen. Men på den anden side …

– Altså, dét med udvikling er jo et paradoks, for jeg oplever udvikling i os mennesker, men så kigger jeg på verden, og så er der jo de samme krige og konflikter, det samme religiøse fnidder … så måske er det bare mænd, der ikke udvikler sig så meget, lyder det fra Renée med et stort grin.

Det trygge kvindefællesskab

Man fristes til at kalde brevkassen et kvindefællesskab, og Renée kan godt følge tanken.

– Jeg er selv blevet ramt direkte af spørgsmål fra læserne i forhold til noget, jeg kender fra mit eget liv, og der er blevet vendt mange emner i brevkassen – også af den tunge og tabubelagte slags. Ligesom man gør i venindegrupper, lyder det fra Renée, der selv elsker sine kvindefællesskaber.

– De betyder alt og er min livseliksir. Der er mange kvinder i mit liv, der elsker mig, og mange, jeg elsker. Der er veninder, jeg har haft gennem 20, 30, ja, 50 år, og jeg holder indimellem kvindeweekender, ligesom jeg har en veninde, der også gør det.

– Der er en intuitiv forståelse mellem kvinder af det, vi siger og slås med. Det er dejligt, trygt, bekræftende at være i selskab med kvinder, hvad enten det er med mine veninder eller med min mor og to søstre.

– Kvinder – ikke alle, men mange – er enormt gode til at dele ud. Og nej, livet er ikke et glansbillede, vi kan sagtens hygge os, men det er ikke perfekt. Kvinder er på mange områder ens – og så er vi meget forskellige fra mænd. Mænd er også dejlige, men jeg relaterer ikke på samme måde til dem, siger Renée, der har et bud på, hvorfor det hænger sådan sammen.

– Der er mange ting omkring mænd, jeg simpelthen ikke forstår, særligt omkring familie og børn, hvor jeg tænker: “Whaaaaat? Dét der er ikke i orden, hvorfor tager du ikke ansvar?” Ting, der er så naturlige for mig og alle mine veninder.

At kvinder måske deler en anden åbenhed er Renée selv et bevis på. Allerede for mange år siden – og før det blev mere comme il faut at fortælle åbent om psykiske problemer – fortalte Renée Toft Simonsen ærligt, at hun led af angst.

– Det var SÅ tabuiseret, da jeg gik offentligt ud med det, jamen, det var, som om jeg skulle hentes i den blå bil.

– Men det, jeg oplevede, var jo også, at da jeg havde sagt det højt, var der en anden, der sagde: “Ja, det kender jeg også godt”, og en tredje sagde: “Hmmm … det lyder som de reaktioner, jeg også har. Tror du, det kan være angst, jeg har?” Og ja, det kunne det jo, lad os snakke om det.

Også i forhold til overgangsalderen har Renée med sin bog “Jeg er f*cking hot!” fra 2018 været foregangskvinde i sin ærlighed om ubelejlige svedeture, søvnløse nætter og følelsesmæssige rutsjeture.

– Jeg fortæller gerne, at jeg ikke mere kan have en skjorte på, hvis jeg f.eks. er til et produktionsmøde, for hvis jeg bliver bare den mindste smule stresset, har jeg kæmpe plamager under armene – ja, lidt ligesom hvis teknikken driller på Teams, måske?

Renée slår en skraldlatter op.

– Altså, vi får jo sådan nogle kropslige reaktioner, og når du er i overgangsalderen, så kommer der bare reaktioner, skal jeg love for!

– Det er netop det vidunderlige ved kvindefællesskaber, at når du åbner op, hvad enten det er om svedeture eller negative tanker, så kigger du rundt – og så har de andre omkring dig en eller anden relation til det, du siger og føler sig inkluderet i den problematik.

Akkurat dét, brevkassen også kunne, bliver vi enige om.

Vil du skrive en rom-com?

Renée er en travl dame med meget på programmet, brevkasse eller ej. Det passer hende godt, for hun trænger til noget, der kan fylde hendes hoved – hele tiden.

Hvis ikke det er arbejde, strikker hun, ser Netflix, veninder, har telefonrådgivning i Børns Vilkår, er “dunse” for Thomas Helmigs barnebarn, mormor til sin datters to børn, og snart kan hun også føje farmor til kærligheds-cv’et.

– Jeg er ikke en human being for øjeblikket, siger hun selv.

– Jeg er en human doing.

Det ser ud til til, at det ene projekt overlapper det andet. Renées populære børnebog “Børnene fra Sølvgade” er blevet filmatiseret og kan ses til efteråret i biograferne, og bog nummer to “Børnene fra Sølvgade tager kampen op” er hun ved at skrive manuskript over.

Ikke nok med det er hun også ved at skrive bog nummer tre, “Børnene fra Sølvgade slår rødder”, og den udgivelse skal gerne times med premieren på den første film.

Der er mere. For programmet skal lige toppes med endnu et projekt, og denne gang er Renée ude af sin comfortzone.

– Instruktøren af Sølvgade-filmen, Mehdi Avaz, var med os i Malaga i december, og vi tog en dag fri og kørte rundt i bjergene ved vores finca, og han var begejstret og inspireret af det smukke spanske landskab, som mindede ham om hans hjemland Iran, og pludselig sagde han: “Vi skal lave en rom-com, det skal bare være ROMANCE”, siger Renée med dræven amerikansk udtale.

– Det er lige ham, han er til de store følelser og happy ending … Og ved du hvad? Dét kan jeg også godt lide.

Efter ultrakort betænkningstid sagde Renée ja til projektet, der betyder, at hun nu er i gang med to manuskripter og en bog.

Og – som altid – er hun gang med livet. Det smukke, forfærdelige, uforudsigelige liv, der indimellem rammer os hårdt og uventet i brystregionen, og lige så uventet samler os blidt op igen.

Renée får det sidste ord. I brevkassen og her.

– Der er dage, der er smukke, og så er der dage, der ikke er smukke. Vi ved aldrig, hvad der sker. Men vi skal kunne være i begge dele på en ordentlig måde.

Artiklen blev udgivet i femina uge 9, 2024.